Fra bogens bagside:
Året er 1981, stedet er Paradishaven, et rækkehuskvarter i Odense, hvor 11-årige Lars bor med sin familie.
Det meste af tiden tilbringer han sammen med sine kammerater. De spiller tennis med skrubtudser. De laver mærkelige ting med hunde. De leger hemmelige sumobryderlege bag nedrullede gardiner. Men først og fremmest tæver de de små og er på evig flugt fra de store. For Paradishaven er ikke ligefrem et paradis. I kvarteret hersker én lov, og den hedder tæsk.
Med tiden forstyrres Lars' barneverden af en række syner, som får spørgsmål til at trænge sig på: Hvorfor må han ikke se sine bedsteforældre? Hvorfor ligger far indimellem lammet på stuegulvet og stirrer op i luften med vilde øjne? Små og store skeletter rasler ud af skabet. Lars får andre ting at slås med.
Sumobrødre handler om at være dreng og blive bare en lille smule voksen. Med humor og indlevelse giver romanen et billede af en sumobrors på én gang brutale og uskyldige verden.

Ligesom da jeg læste Morten Ramslands Hundehoved blev jeg fuldstændig opslugt af det skæve persongalleri, og de morsomme situationer der opstår når man følger en drengs syn på en mærkelig familie.
Jeg synes den var utroligt morsom og til tider ret pinlig - jeg må have været underholdende at sidde i togvogn med, da bogens sidste halvdel blev læst.

Jeg manglede dog lidt den røde tråd i historien, som så naturligt opstod med generationernes skiften i Hundehoved. Jeg synes bogen nogle gang led lidt under at det var en hel masse pointer, der ikke rigtig blev spundet sammen til en lang historie.