Fra bogens bagside: Det begynder den dag en mystisk halvlillesøster ankommer mutters alene med bussen. Hun hedder Linda, og med sig har hun en lyseblå kuffert. I kufferten ligger en brugsanvisning. På Linda. For Linda er lidt ud over det sædvanlige.
Det er i Berlinmurens, præsident Kennedys og Jurij Gargarins år. Finn bor alene med sin mor i en lejelejlighed i Oslos nybyggede forstæder. Livet er at få et tv-apparat, spille mikado og bytte jernkugler med sin bedste ven, Freddy 1, men også at få og give bank. Finns hverdag er struktureret, nøjsom og håndfast socialdemokratisk. Men så kommer Linda, og tilmed flytter en gådefuld lejer ind, så der er råd til et nyt tapet. Og hos moren, der i Finns øjne er selve tilværelsens grundfjeld, spores der pludselig tegn på fortrængninger og dækmanøvrer. Det bliver et år med mange omvæltninger for Finn og mor.

Vidunderbarn er en roman om at blive voksen, om svigt og kærlighed og tab og håb, om at gøre sine erfaringer i en verden, der indimellem byder på barske løsninger.

-- Vi glemte at afbestille aprilmåned bog fra samleren, og den ser da ikke helt skidt ud. Forsiden lover i alt fald sommerlæsning, og det har jeg god tid til i år.

Nogen gange kan man bare være rigtig heldig, når man glemmer at afbestille månedens bog fra samlerens bogklub, og denne bog er bestemt et godt eksempel på det.

Den glade, lidt naive og meget fascinerende hovedperson giver os et indblik i livet i en lille lejlighed i en boligforening hos underklassen i 1960ernes Norge. Vi følger Finn, på kanten af teenagetilværelsen, og hans mor der bor alene i en lille lejlighed. Pludselig dukker halvlillesøsteren (fra Finns afdøde far) op. Den lille, forsagte Linda vender op og ned på tilværelsen i den lille familie, og mens vi oplever de svære omvæltninger i familien oplever vi også indirekte omvæltningerne i samfundet i Norge og i resten af verden. Mest skelsættende bliver den kommende sommer, hvor familien er samlet (næsten) i et telt på en ø langt fra hverdagen. Her får Finn mulighed for at være barn for sidste gang, Linda bliver lidt mere voksen og mor får lidt tid for sig selv.

Roy Jacobsen har en masse underfundige kommentarer jeg sent vil glemme. Hvorfor rammer Finn f.eks. præcist når han siger at moderen sidder stille som et digt?

Denne bog skal helt sikkert genlæses ved en senere lejlighed, da jeg sidder tilbage med en oplevelse af slet ikke at være færdig med den. Den kan på det varmeste anbefales.