(1997)
131 s.
“Dansen med Regitze” er en kortroman, der fortæller historien om det aldrende ægtepar Regitze og Karl Aage fra de mødes som helt unge og frem til i dag. De er et umage par – Regitze er den temperamentsfulde type, der altid siger sin mening og som taler med alle mennesker. Karl Aage er stille, rolig og overbærende og hidser sig ikke op over særlig meget her i livet.

Bogen fortælles af Karl Aage. Han har fået at vide, at Regitze er alvorligt syg og kun har et par måneder tilbage af livet.

Bogen foregår over en enkelt dag, hvor Regitze og Karl-Aage skal holde en havefest i deres kolonihave, og den dag sidder Karl Aage og tænker på det liv han og Regitze har haft. Han kan næsten ikke bære tanken om, at Regitze snart skal dø, og han lader tankerne flyve på kryds og tværs af det miniature-liv de har haft sammen: han tænker bl.a. på arbejdsløshedsperioderne, på dengang sønnen som den første i familien bliver student, på da han mødte Regitze og på dengang hun havde inviteret en hjemløs til julemiddag og han troppede op med tre af sine andre hjemløse venner og åd dem ud af huset.

Bogen er utroligt rørende og bevægende i sin beskrivelse af den hengivenhed, der er mellem Regitze og Karl Aage. Personerne i bogen er overbevisende og handlingen er medrivende, og bogen sidder stadig i systemet efter endt læsning. Sproget er let og flydende og man får læst bogen utroligt hurtigt.

Bogen er en lille perle og bør læses hvis du vil blive klogere på mennesker og også hvis du kan lide at blive grebet af en god historie.

Det är verkligen sant att "Bogen er utroligt rørende og bevægende i sin beskrivelse af den hengivenhed, der er mellem Regitze og Karl Aage."

Helmet-lukuhaaste 6, eller 17, 36, 45

Deliberin miittiin tarjolle.

Mielenkiintoisia lukuhetkiä!

Otin haasteen vastaan kokeilla, ymmärränkö tanskaa norjan kielen taitoni avulla. Varmaan ymmärränkin, sanasto aika samanlaista kai, mutta norjan kielen taitokin saattaa olla ruosteessa...

Kiitos miittiseurasta!

Saatavilla

Pitkään kirja odotteli, mutta luinpa kuitenkin lopulta! Lukeminen oli hieman hidasta ja vaivalloista, mutta kykenin ymmärtämään tanskaa.
Tarinasta pidin ja lopussa melkein itketti.

Kukaan ei kirjaa ottanut mukaansa tapaamisessa, joten jätin kirjan Musiikkitalon kahvilan seinälle korkeamman pöydän päälle nojailemaan seinään.
Kirjan voi ottaa mukaansa, lukea tai vapauttaa.
Löytämisen ja lukemisen iloa!