Udgivet i Frankrig i 2002, dansk oversættelse 2004. Forfatteren skulle være en af Europas mest læste for tiden, og han skulle endda minde lidt om Saint-Exupéry. Let´s see. Det er noget tungt noget om et barn, der er uhelbredeligt sygt. Den slags bryder jeg mig ikke om at læse.

Ja, så læste jeg den alligevel, den er ikke så lang, så jeg nappede lige den hele i går aftes. Det er kloge, filosofiske tanker om døden, livet og Gud. Store emner i en lille bog, og ganske velformuleret og letlæst. Men det er altså stadig lidt for tungt med et kræftsygt barn, der dør til sidst. Han bliver gode venner med en gammel dame (den lyserøde dame), og hun er den eneste, der ikke klapper i og ignorerer det faktum, at drengen skal dø. Derfor får han respekt for hende, og opnår et afklaret forhold til sin egen død. Hun foreslår ham at skrive til Gud for på den måde at komme til at tro på ham - ganske bevidst, og hun foreslår ham at leve sine sidste dage som om de hver var ti år. På den måde bliver han 110 år (han er i virkeligheden ti), og han gennemgår en high speed udvikling med pubertet, forelskelse, kærlighed, modenhed, ansvar, midtvejskrise, alderdom.
På mange måder en smuk bog, men den kan ikke sammenlignes med Saint-Exupéry. Det eneste, der efter min mening ligner Saint-Ex. er det filosofiske aspekt, og det at denne bog handler om et barn, der konfronteres med livets store spørgsmål - som den Lille Prins.

Giver den videre til tutmarie. God fornøjelse.

Dette er en sød og rørende (og meget kort) bog om livet, døden og om tro. Det er tankevækkende, at det ofte er folk som kommer meget tæt på døden, som begynder at tro på Gud.

Tak for lån Majosim!

Fik denne til oktober måneds MeetUp. Smækkes i bunken med TBRs :o)