Fra bagsiden:

Flødeskumsfronten var Adolf Hitlers navn for mønsterprotektoratet Danmark, og det er titlen på Peter H. Fogtdals ottende roman. Den er baseret på en virkelig historie.

Andreas Spiess er en østrigsk soldat, der er udstationeret på den jyske hede under besættelsen, hvor han er en tilsyneladende venlig og humanistisk kommandant i en lille tyskerforlægning. En dag møder han byens eneste jøde, David Huda (forfatterens morfar, der var hovedperson i Drømmeren fra Palæstina). Der opstår et venskab mellem den østrigske løjtnant og den jødiske bonde - en venskab, der kan få alvorlige konsekvenser for dem begge.

Men er Spiess så fin i kanten, som vi tror? I en lang række tilbageblik følger vi østrigeren i Berlin, hvor han skrev propaganda for Det Tredje Rige. Dertil kommer, at han har arbejdet for en af de mest frygtede nazister, Reinhard Heydrich, og været en brik i Gestapos forfølgelser af jøder, katolikker og astrologer - og langsomt ændres billedet af den unge løjtnant.

Flødeskumsfronten veksler mellem Danmark, Det Tredje Rige og østfronten og er en tankevækkende roman om, hvordan almindelige mennesker kan blive indfanget af ondskab og begå afskylige handlinger - en fortælling om propaganda, opportunisme og kampen for at bevare sin menneskelighed i en hård tid.

Tror jeg vil begynde at læse denne bog i aften.

Jeg blev færdig med bogen i går aftes hvor jeg tog en ordentlig bid af den.

Interessante ord: Lederbub, gau, flødeskumsfronten.

Andreas er en umiddelbart sympatisk person, som dog indimellem viser temmelig usympatiske træk. Det skifter oftere og oftere mod slutningen af bogen. Han bliver sværere og sværere at forstå og han forstår vist heller ikke helt sig selv.

En udmærket bog alt i alt.

Så blev det tid for mig at læse denne bog, så den låner jeg lige af tutmarie:-)
Begyndte at læse den i morges i bussen mellem Roskilde og Albertslund.

I dag blev jeg færdig med denne bog.
I begyndelsen brød jeg mig ikke om den - men som den skred frem, blev jeg gladere for den. Et af irritationsmomenterne var sproget - jeg synes, det virker som om, forfatterens eget sprog skinner for meget igennem - der er ting, der bliver sagt rent formuleringsmæssigt - såvel som tanker der bliver tænkt, som jeg ikke synes rigtig passer på min forestilling om en tysk kommandant under krigen - selvom han har en tydelig humanistisk side.
Bogen tegner et meget fint og fascinerende billede af en mand, der vitterligt er fanget midt imellem sin humanisme - det at han faktisk er et godt og tænksomt enneske med æstetisk sans - og samtidig en fascination af nationalsocialismen. Både en fasination og en væmmelse.
En god og sine steder stærk bog.